KULTURHAVN udskriver plakatkonkurrence. Grib chancen for at præge festivalens visuelle identitet og få eksponeret dit arbejde for tusindvis af mennesker.

Som årets plakatdesigner bliver dit design det gennemgående motiv på al markedsføringsmateriale under festivalen, lige fra tryk til web – og ikke mindst i form af byrumsplakater over hele København. Og så kan du endda vinde 15.000 kr.!

Alle uanset profession og baggrund kan deltage – bare man har en kreativ idé og et godt øje for at indfange KULTURHAVNs særlige ånd.

Konkurrencegrundlag

KULTURHAVN er Københavns årligt tilbagevendende sommerfestival, der hvert år fylder Københavns Havn med liv og aktivitet. Festivalen har på bare 14 år udviklet sig til at være Danmarks største kultur- og havnefestival med over 100.000 besøgende. KULTURHAVN bringer kulturen ud i nye rammer og skaber unikke oplevelser i Københavns Havn. Samtidig er festivalen et udstillingsvindue for nye kreative kulturprojekter i og omkring havnen.

KULTURHAVN har sit omdrejningspunkt og hjerte på Islands Brygge, men har med tiden også bredt sig over flere havneområder. Med fokus på at vise København frem som en kulturel havneby, vil festivalen gradvist inkludere hele Københavns Havn!

Plakaten skal indeholde

  • KULTURHAVN navnet
  • Dato og årstal: 7.-9. august 2015
  • Plads til at placere sponsorlogoer i bunden af plakaten

Det er vigtigt at tage højde for, at plakaten skal have gennemslagskraft og at plakatdesignet anvendes som gennemgående motiv på alt markedsførings-materiale, hvilket stiller særlige krav til designets fleksibilitet.

Bedømmelseskriterier

Der vil i udvælgelsesprocessen blive lagt særlig vægt på plakatforslagets evne til at:

  • tage højde for konkurrencegrundlaget
  • skille sig ud i bybilledet
  • begå sig i de mange forskellige formater

Plakatens motiv skal således bl.a. bruges til:

  • Plakatsøjler – placeret på byens mest befærdede veje
  • Bannere – på strøggader i Indre By i ugen op til festivalen
  • Program – omdelt til cafeer, restaurationer, turistinformation, hoteller etc.
  • Plakat – ophængt i alle byens skoler, kulturhuse, biblioteker og sportsanlæg

Det forventes, at vinderen af konkurrencen efterfølgende står for at skalere plakaten til bredformat – inden den 15. april 2015. Vinderforslaget vil i den forbindelse blive tilbudt supervision hos juryformanden. KULTURHAVN forbeholder sig ret til at tilpasse plakatformatet i det omfang, dette måtte være nødvendigt.

Se den massive eksponering, som sidste års plakat fik

Juryen består af

Tobias Røder – Designer, Studiomega
Morten Grøn – Direktør, Design Denmark
Morten Windelev – Direktør, Re‐public
Christian Have – Direktør, Have Kommunikation
Nanna Sørensen – Festivalleder, Kulturhavn

Se tidligere års vinderplakater og udtalelser fra juryformænd

Send dit forslag til plakat@kulturhavn.dk senest tirsdag den 18. marts kl. 12.00.

Følgende skal indsendes:

  • Plakatforslaget i formatet: 118,5 (b) x 175 (h) cm.
  • Beskrivelse af idéen bag plakaten på max 1 A4-side.
  • Navn, mail og telefonnr. skrives i mailen.


Der må kun indsendes ét forslag pr. deltager.

Plakatforslag der ikke opfylder konkurrencens kriterier til indhold og aflevering, vil ikke blive taget i betragtning.


Deltagelse
Alle kan deltage i plakatkonkurrencen. Undtaget er dog personer med tilknytning til festivalsekretariatet, personer der har været med til at formulere konkurrencen, juryen og personer med familiære eller forretningsmæssige relationer til disse.


Præmie
Den udvalgte plakat bliver præmieret med 15.000 kr. Vinderen får direkte besked senest den 1. april 2015.

Den 1. juni 2015 udsendes pressemeddelelse med offentliggørelse af årets plakat, årets program og vinder af plakatkonkur­rencen.

Alle de indsendte forslag vil blive udstillet elektronisk i Kulturhuset Islands Brygge i perioden 7. - 9. august 2015 og på kulturhavn.dk efter offentliggørelsen.


Ophavsret
KULTURHAVN forudsætter ved indleveringen til konkurrencen, at forslagsstiller har den fulde ophavsret til det indleverede forslag. KULTURHAVN forbeholder sig retten til at benytte det indleverede forslag i andre sammenhænge. Enhver tvist omkring ophavsret af det præmierede forslag er et mellemværende mellem ophavsretshaver og den krænkede og er KULTURHAVN uvedkommende. Ved præmieringen overdrager forslagsstiller den fulde brugsret over det indleverede forslag til KULTURHAVN.


Har du spørgsmål?
Kontakt KULTURHAVN på plakat@kulturhavn.dk eller 33 66 38 50.